Sydbank Pokalen

Seriehold får 300.000 i indtægter på BIF-kamp

Aalborg Freja-holdbillede – Foto – Aalborg Freja

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

Serie 1-mandskabet Aalborg Freja stod over for den største opgave til dato, da Brøndby IF fra 3F Superligaen gæstede Aalborg Portland Park 28. oktober i fjerde runde af Sydbank Pokalen.

Det endte med en 3-0-sejr til Brøndby og en stor oplevelse rigere for Aalborg Freja-spillerne og klubben generelt.

Det er dog ikke kun den store oplevelse, som Aalborg Freja kan tage med fra opgøret.

Aalborg Freja-anfører Simon Gasberg, der også sidder i bestyrelsen, siger til LigaBold.dk, at klubben har regnet på indtægterne for billetsalget, og det er godt nyt for Serie 1-klubben.

– Det er billetsalget, som vi har lavet et overslag på. Vi har lavet en kalkulation på, hvor mange penge det har givet i indtægter. Så havde vi selv nogle boder, som vi har valgt at tage en lille procentdel af, og som vi forventer giver lidt penge til klubben.

– Vi ved ikke det helt præcise tal, men vi forventer, at det bliver omkring 300.000 kroner i indtægter, siger Simon Gasberg til LigaBold.dk, der tilføjer, at klubben mangler at betale en regning til Aalborg Kommune for leje af Aalborg Portland Park.

Men du regner med, at klubben ender med et pænt overskud?

– Ja, helt sikkert. Det er lidt svært at sige præcist, hvor stort det præcist bliver, men vi forventer, at vi laver et rigtig pænt beløb, og kampen derfor bliver en solid indtægt for klubben. Det er helt sikkert, at det er positivt.

Luner i klubkassen

Den rutinerede Aalborg Freja-målmand siger, at kampen alene var en kæmpe oplevelse for seriespillerne, men at der kommer penge i klubkassen, gør noget ekstra.

4248 tilskuere mødte op på Aalborg Portland Park, og de mange tilskuere gjorde oplevelsen mod Brøndby ekstra unik, siger Gasberg.

– Det bliver samtidig en økonomisk gevinst for klubben, og det forventes også i truppen, at der falder lidt af til dem, nu hvor resultatet bliver, så pænt som det gør, så det er win-win på alle måder både for klubben men også for truppen, da det giver nogle muligheder.

I fik jo også 100.000 kroner oveni for at være den serieklub, der kom længst. Det luner vel?

– Det er ingen hemmelighed, at vi lavede et underskud i klubben det seneste år, så det er med til at styrke økonomien i foreningen fremadrettet. Vi har nogle supergode faciliteter, og det kan være, at det kan give endnu mere til at investere i de faciliteter og opdragere, så de bliver endnu bedre, så de kommer til at blive i topklasse.

Taler stadig om kampen

Selvom Brøndby-kampen næsten blev spillet for en måned siden, så er opgøret et stort samtaleemne for serieklubben.

– Det er både noget, som vi snakker om internt i truppen, men det er lige så meget udadtil. Når man møder mennesker på sin vej, som man ikke møder hver dag, så er det Brøndby-kampen, der bliver taget fat i og bliver spurgt ind til. Det var en fuldstændig vanvittig oplevelse. Vi havde afslutning i forrige weekend, hvor det var et stort samtaleemne.

– Der var også nogle, der syntes, at vi snakkede lidt for meget om det, og så var der nogle, der skålede. Der blev taget lidt pis på det. Mange af os spiller padel sammen, så vi mødes af og til, så det er klart, at det også bliver vendt, og det er ikke noget, som vi glemmer foreløbigt.

Anføreren siger, at spillerne bliver tilgodeset grundet den flotte økonomiske gevinst.

– Vi har en plan om, at vi skal på en træningslejr, hvor nogle af pengene så ville være et tilskud til det. Hvor vi skal hen, det ved jeg ikke, så det arbejder vi på. Det er helt klart, at man også bruger nogle af pengene på at blive rystet sammen socialt. Det vil give god mening i en klub som vores, som lever af det sociale og ikke får penge for det, siger Simon Gasberg til LigaBold.dk.

Simon Gasberg og Aalborg Freja kan nu glæde sig over et pænt økonomisk overskud i forbindelse med Brøndby-kampen, som kan give den et boost til strabadserne i Serie 1, der venter til foråret.