Jylland Serie 2 Pulje 20

Serieklub løb over 2000 km på en måned

Skødstrup SF – Foto – Skødstrup SF

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

Under coronakrisen har fodboldklubberne i serierækkerne været hårdt medtaget, da klubberne blandt andet har været ramt af et forsamlingsloft på fem personer i en længere periode. Det har betydet, at mange klubber og foreninger har været lukket ned i flere måneder.

Hvordan holder man så gejsten og motivationen oppe? Det har fået den jyske klub Skødstrup SF, hvis bedste seniorhold er placeret i Serie 2, til at tænke i ganske kreative baner for at motivere klubbens medlemmer.

Assistenttræner i Skødstrup SF August Hedegaard Boye siger til LigaBold.dk, at det til tider kan virke håbløst at skulle selvtræne ud fra ensformigt træningsprogram. Derfor har klubben lige uden for Aarhus udviklet et koncept, der er inspireret af verdens største cykelløb.

– Vi har udtænkt det her koncept, som i ren Tour de France-stil indbefatter en gul trøje, en pointtrøje, en bjergtrøje og en holdkonkurrence. Den gule trøje og holdkonkurrencen bliver målt på antal løbede kilometer, pointtrøjen bliver målt ud fra tider per kilometer og bjergtrøjen ud fra antal højdemeter, siger August Hedegaard Boye til LigaBold.dk.

Artiklen fortsætter under billedet.

August Hedegaard Boye. Foto: Privat

2380 kilometer

Assistenttræneren nævner, at der har været rigtig stor opbakning til klubbens initiativ, da det er et koncept for dem, der kan løbe langt, hurtigt eller opad, eller måske er til det hele.

Hele 46 seniorspillere meldte sig under fanerne og fandt løbeskoene frem. Konkurrencen har været i gang i fire uger, og her er det blevet til hele 2380 kilometer i alt. Både Serie 2-, Serie 3- og Serie 6-spillere deltager, og det er i aldersspændet fra 18-39 år.

August Hedegaard Boye er meget glad for den store opbakning, og han kan se på tallene, at folk har givet den gas.

– 46 seniorspillere meldte sig på banen, og så er vi koblet op med hinanden på en løbeapp, hvor man kan følge med i hinandens løb. Det har selvfølgelig været med forbehold for corona, så alle har løbet for sig selv. Alle løbeture bliver skrevet ind i et fælles tilgængeligt dokument, så man kan følge med i sine placeringer.

– Motivationen for lige at skulle hente sin holdkammerat et par pladser længere oppe i klassementet giver blod på tanden, og det har resulteret i, at hver spiller i gennemsnit havde løbet et maraton efter nogle uger, siger assistenttræneren.

Artiklen fortsætter under billedet.

Skødstrup skriver løberesultaterne ind i et Excel-ark. Foto: Privat

Styrker fællesskabet i en svær tid

August Hedegaard Boye mener helt bestemt, at den interne konkurrence har været med til at styrke klubben, selvom man har ikke kunnet være sammen. Skødstrup GF vil gerne gøre noget ekstra for medlemmerne i denne svære tid, hvor man ikke må være sammen på samme måde som tidligere.

Assistenttræneren håber også, at klubben kan inspirere andre klubber i denne coronatid, og det kan være en model, som klubberne eksempelvis også kan bruge i en vinter- eller sommerpause.

– Fællesskabet er blevet styrket, fordi man har haft en følelse af, at man har løbet sammen, og med præmier på spil har der været en ekstra gulerod for at komme i løbetøjet på selv en regnfuld søndag morgen.

– Konceptet er udarbejdet med ambitionen om at styrke fællesskabet i en svær tid for mange, men det er selvfølgelig også for at give spillerne noget for deres kontingenter. At man så forhåbentlig har en konkurrencefordel rent konditionsmæssigt, når fodboldsæsonen starter op igen, er jo bare et plus, siger August Hedegaard Boye til LigaBold.dk.

Det er ikke kun for sjov, at medlemmerne har fået slidt løbeskoene. Assistenttræneren siger, at de enkelte medlemmers arbejdspladser har sponsoreret diverse præmier til de heldige vindere af ‘den gule trøje’, ‘den prikkede bjergtrøje’, ‘den grønne pointtrøje’ og ‘holdkonkurrencen’.

De fem bedste løbere i kapløbet om ‘den gule trøje’, de tre bedste angående ‘den grønne pointtrøje’ og ‘den prikkede bjergtrøje’ og det bedste hold i holdkonkurrencen vinder præmier eksempelvis et par flasker vin.

I holdkonkurrencen deltager otte hold med fem til seks personer på hvert hold. Holdkonkurrencen er blevet lavet, så grupperne kan løbe ture sammen og er inddelt efter social omgangskreds i forhold til corona.

Skødstrup SF kommer til at fortsætte løbekonkurrencen, selvom forsamlingsloftet fra mandag 1. marts er sat op til 25 personer for udendørs idræts- og foreningsaktiviteter, så spillerne kan få finpudset formen ved siden af træningerne.

Præmierne vil blive uddelt til den første samlede træning for alle tre seniorhold, så det er endnu uvist, hvornår det kommer til at ske.

Skødstrups Serie 2-hold endte på en andenplads i Serie 2 Pulje 17 i efteråret med 24 point efter 13 kampe. Klubbens andethold rykkede i efteråret op fra Serie 4 til Serie 3, mens tredjeholdet befinder sig i Serie 6.

[TheChamp-FB-Comments language="da_DK"]