Serie 4

Serieklub med tidligere AGF’er drømmer stort

Hundige-holdbillede – Foto – Hundige Boldklub – LigaBold.dk

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

Hundige Boldklub frister en tilværelse i Serie 4, men klubben har flere prominente navne i truppen blandt andre den tidligere Superliga-spiller Baris Özcan og den tidligere divisionsspiller Ercan Demirbas.

Klubben har dog lidt skullet starte forfra, da Hundige for år tilbage trak sit førstehold. I december 2020 besluttede den tidligere divisionsspiller Inan Özcan at forsøge at få førsteholdet til at køre igen, og han brugte sit netværk til at samle spillere blandt andre Baris Özcan.

Den lille klub i Greve har altid stået i skyggen af storbror Greve, men nu vil klubben gerne frem i rækkerne.

Artiklen fortsætter under billedet.

Hundige Boldklubs omklædningsrum. Foto: Hundige Boldklub

Trak på kontakter

Inan Özcan, der er cheftræner i Hundige Boldklub, siger til LigaBold.dk, at han blev spurgt flere gange af formændene, om han ikke ville hjælpe Hundige Boldklub, og nu var tiden den rette. Cheftræneren har fået flere tidligere topspillere til klubben allerede.

– Det kom op på den måde, at formændene i klubben Peskho og Jan tog fat i mig flere gange for at spørge, om jeg ikke ville starte et seniorhold op, fordi holdet gik i opløsning for cirka fire år siden. De mistede ungdommen, fordi der ikke var meget at se op til. Så for at holde på dem, spurgte de mig flere gange, men timmingen skulle være der. Jeg forsøgte at trække i mit netværk blandt andet Baris (Baris Özcan, red.), som jeg har en familierelation med. Så snakkede jeg med Mikail Anli, der både har spillet i Hvidovre og Brønshøj. Da de var med på projektet, satte vi os ned og talte plusser og minusser, og da der var flere plusser, gik vi i gang med projektet.

– Så jeg har taget fat i spillere i mit netværk. Vi har også fået fat i Yousef Ghani, der senest har spillet i Ishøj og også har været i Svebølle. Han kom ud i udkanten, hvor der har været nogle problemer med hans liv, og vi vil gerne have ham på det rette spor. Han er et kæmpe talent. Som 26-årig burde han i hvert fald have spillet i minimum 2. division. Vi har også fået Miqdad Jan, der er et tidligere KB-talent og har været til prøvetræning i Malaga, siger Inan Özcan til LigaBold.dk.

For Hundige Boldklub er det ikke kun de sportslige ambitioner, som der er fokus på. Klubben vil gerne hjælpe fodboldspillere, der er kommet ud på et sidespor for at få dem tilbage på ret køl.

– Hundige har været et socialt belastet område, så de har sat fokus på at få folk aktiveret såsom i fodboldklubber og generelt i det sociale for at udvikle deres kompetencer socialt og prøve at hjælpe dem, for man ved, at fodbold har reddet mange fra en dårlig omgangskreds, eller folk, der er blevet fanget i et tomrum, hvor de ikke rigtig ved, hvad de skal gøre af sig selv. Det er en klub, der har taget imod, dem som er faldet, og hjælper.

Artiklen fortsætter under billedet.

Inan Özcan. Foto: Hundige Boldklub

Har ambitioner og vil hjælpe unge

Det sociale aspekt er meget vigtigt for Hundige Boldklub.

– Det betyder sindssygt meget for klubbens ambitioner og ideologi at hjælpe samfundet med at hive fat i borgere, der udsatte. Det er en bydel med forskellige nationaliteter og udfordringer, så vi går ind for det sociale aspekt, især formændene og hjælper dem med diverse ting. De hjælper også med alt andet, end hvad der er med fodbold at gøre. Ambitionen er, at vi skal samle ungdommen og føre dem frem i livet på og uden for banen, så vi kan bruge nogle kompetencer, så de kan komme i gang med fodboldlivet eller det civile liv. En slags socialpædagoger kan man sige.

Hundige Boldklub strøg igennem Serie 5, og cheftræneren søgte dispensation til at springe Serie 4 over på grund af holdets kvalitet, men det blev afvist. Mandskabet består både af unge og mere rutinerede spillere som Baris Özcan og Ercan Demirbas.

Özcan vurderer endda, at holdet har niveau til toppen af Serie 1, og mandskabet pressede storebror Greve Fodbold, der huserer i Danmarksserien, ud i en straffesparkskonkurrence i Sydbank Pokalen i den ene kvalifikationsrunde.

– Vi vil gerne skabe et ry og omtale, og med det niveau, som vi har nu, så mener jeg, at vi har niveau til toppen af Serie 1 og måske Sjællandsserien i øjeblikket. Vi har ikke rigtig sat nogle mål, men vi tager en dag ad gangen. Vi gik ubesejret igennem Serie 5, og vi mødte Greve i Sydbank Pokalen, hvor vi spillede 1-1 og tabte efter straffesparkskonkurrence. Der sagde deres træner, at vi i hvert fald har niveau til toppen af Serie 1 lige nu. Det er svært at sige, hvilket niveau vi kan komme op på, men ambitionerne er, at vi skal se, hvor langt det rækker.

Artiklen fortsætter under billedet.

Hundige-holdbillede. Foto: Hundige Boldklub

Topfaciliteter

Hundige Boldklub er ikke en helt normalt serieklub, hvad angår faciliteter. Klubbens spillere får mange goder, og det er takket være lokale sponsorer. Blandt andet betyder Frisør Totex og et lokalt entreprisefirma meget for klubben.

– Vi har opgraderet omklædningsrummet, og der har et entreprenørfirma stået for og sponsoreret det. Vi har haft brug for nogle sponsorater, som har kunnet hjælpe os med det økonomiske. De har støttet os fra dag ét af, og vi havde en god dialog med dem om at være en del af projektet, og det ville de gerne. De har bygget et omklædningsrum, der blev færdig i forrige uge, hvor der er båse, spejle og sæder, og der er massagebåse, kaffemaskine og skærme til at vise kampe. Vores kampe bliver analyseret af VEO-kameraer, så vi kan analysere kampene.

– Vi har et fitnesscenter på første sal, som de kan benytte sig af, og et taktiklokale, der er i gang med at blive opgraderet, og så har vi en kantine, hvor der bliver spist morgenmad til hver hjemmekamp og aftensmad til sene kampe. Der har vi nogle sponsorater, så de kommer ud og støtter med aftensmad til spillerne, siger 32-årige Inan Özcan til LigaBold.dk, der tilføjer, at klubben har faciliteter på Superliga-niveau med massører og fysioterapeuter, der er ansat af klubben, og det tiltrækker spillere.

Hundige Boldklub er placeret som nummer tre i Serie 4, Pulje 6 med ti point efter fire kampe.

Du kan komme en tur med ind i Hundige Boldklubs omklædningsrum lige her:

[TheChamp-FB-Comments language="da_DK"]