Jylland Serie 1 Pulje 11

Serieklub om Dreyer-succes: Prikken over i’et

Anders Dreyer – Foto – Rubin Kazan

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

Den tidligere Superliga-angriber Anders Dreyer er flyvende.

Angriberen har stor succes i russiske Rubin Kazan, hvor det er blevet til fem mål i ni kampe i den russiske liga.

De gode præstationer er ikke gået forbi Kasper Hjulmands næse, og Dreyer blev udtaget til kampene mod Færøerne og Skotland, hvor han fik debut mod Færøerne 12. november.

En af de klubber, der har fostret Anders Dreyer, er Serie 1-klubben Ribe Boldklub. Dreyer slog sine folder i den jyske klub, fra han var 12 til 14 år.

Ribe-formand Simon Wulff Hansen siger til LigaBold.dk, at klubben er meget stolt over at se Anders Dreyers store succes, der har kulmineret med danske A-landskampe.

– Det giver selvfølgelig noget, primært lokal bevågenhed. og der er vi ret stolte over, at vi kan sige, at vi har fostret en landsholdsspiller, og vi sender roserne videre til det ungdomsarbejde, der var den dengang, og som stadig foregår.

– Af en klub på vores størrelse er det noget af det største at få én hele vejen igennem nåleøjet og så få debut på enten herre- eller kvindelandsholdet. Det må være prikken over i’et. Så har man gjort rigtig på et eller andet tidspunkt, siger Simon Wulff Hansen til LigaBold.dk.

Formanden fortæller, at Anders Dreyer var en del af en talentfuld årgang, men han siger, at der er langt fra at være et stort talent til at slå igennem, og det gør det specielt for Ribe at se Dreyers succes.

– Han var en del af en fantastisk årgang, der havde rigtig mange talenter på. Vi har haft et supergodt setup omkring det hold. På det tidspunkt var han selvfølgelig én af de allerbedste på holdet, men det er rigtig svært at sige, at når en spiller er 12 år, hvor det bærer hen, fordi der er så mange forhindringer til bare at komme igennem til en dansk topklub og så derfra komme ud videre i systemet.

– Det kan være skader, forhindringer og uheldige trænerkonstellationer. Der kan være mange ting, der er i vejen for det. Vi har efterhånden kendskab til mange dygtige spillere, som vi desværre kan se, går i stå på et tidspunkt i deres udvikling af en eller anden grund. Det er et nåleøje af en anden karakter at komme så vidt.

At klubben kan se, at det er gået godt for Anders Dreyer, giver en ekstra selvtillid til ungdomsafdelingen i Ribe.

– Det er superfedt, og vi er jo rigtig glade for den succes, som Anders (Anders Dreyer, red.) har i Rubin Kazan og har haft rundt omkring i Europa. At han så får chancen på landsholdet, det har vi gået og ventet på i noget tid, men det var ikke til at vide. Landsholdet har jo også været godt spillende, så der har ikke været nogle gratis billetter at få der, siger Simon Wulff Hansen til LigaBold.dk.

Ribe Boldklub har ved flere lejligheder modtaget såkaldte solidaritetspenge i forbindelse med salg af Anders Dreyer, og tidligere har LigaBold.dk interviewet formanden om de penge, som klubben modtog grundet FC Midtjyllands salg af Anders Dreyer til Rubin Kazan. 

Det er penge, der er med til at fastholde aktiviteter i senior- og ungdomsafdelingen, fastslår formanden.

Efter tiden i Ribe smuttede Dreyer til Esbjerg.