Sjællandsserien Pulje 2

Seriespiller om stort kaos: Vi føler os svigtet

Thomas Hebo – Foto – Vordingborg

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

Sjællandsserie-klubben Vordingborg IF er inde i en kaotisk periode.

Bestyrelsen i Vordingborg har udtalt, at budgettet bliver skåret ned til en tredjedel, og det er slut med goder og amatørkontrakter. Det har Vordingborg-formand Morten Brandt sagt til LigaBold.dk.

Den kaotiske tilstand i klubben har også kostet cheftræner Jan Faber jobbet. Det har Jan Faber tidligere fortalt om til LigaBold.dk. 

I Vordingborg-spillertruppen er der også stor frustration at spore, og Vordingborg-spiller Thomas Hebo Hansen siger til LigaBold.dk, at han ikke mener, at bestyrelsen har været god til at informere om situationen i klubben.

– Først og fremmest er det en rigtig skidt og uheldig situation. Spillerne er rigtig hårdt ramt også i forhold til måden, som det er blevet gjort på, Det er bare gået rigtig hurtigt. Jeg tror ikke rigtig, at det er gået op for os alle endnu, at det måske kan være slut med at spille i VIF (Vordingborg IF, red.).

– Så skete alt det med Jan (Jan Faber, red.) efterfølgende, og det ramte os også rimelig hårdt. Lige nu står vi i en uvished om, hvad næste step skal være, og hvordan vi skal agere. Der er måske nogle, der gerne vil prøve noget andet. Det er lidt en svær situation, siger Thomas Hebo Hansen til LigaBold.dk

Nu siger du, at I overvejer jeres fremtid. Går mange af jer spillere med tanke om at forlade Vordingborg?

– Nu kan jeg bare tale for mig selv. Jeg synes, at vi har fået for lidt information fra bestyrelsen om klubbens situation. Det er ikke blevet formidlet til os spillere. Vi gik egentlig med en tro om, at alt gik fint, og vi er ikke blevet informeret om, at det har set rigtig, rigtig skidt til. Jeg føler, at de har spillet med lukkede kort.

– Vi føler os lidt holdt hen og svigtet af klubben. Mange af os spillere har mistet troen på, at klubben kan blive ført videre på den måde, som den har gjort hidtil med det setup, som der er nu. Efter Jan er blevet opsagt, har det selvfølgelig også indflydelse på, om mange af os har lyst til at fortsætte. Han er en stor grund til, at mange af spillerne spiller i Vordingborg og har gjort det så længe.

Thomas Hebo Hansen mener, at bestyrelsen har holdt ting hemmelige for spillertruppen. Da spillertruppen endelig fik at vide, hvordan tingene stod til, kunne der ikke gøre noget.

– Hvis vi vidste det, så ville vi også agere på det, så vi kunne have rettet op på det i tide. Vi fik det at vide inden for halvanden til to uger, at det så sådan ud, og det skulle vi forholde os til. Det kom lidt som et chok for os.

Nu er det slut med amatørkontrakter. Har det været afgørende for, at spillerne nu overvejer fremtiden?

– Jeg ved ikke, om det er afgørende. Da vi for halvanden uge siden fik fremlagt, at der skulle skæres ned, blev vi ikke rigtig spurgt, om vi kunne acceptere, at der blev skåret i budgettet i forhold til os spillere og de kontrakter, som der nu var tildelt. Jeg føler lidt, at der var blevet taget en holdning allerede inden mødet, om man ville være her eller ej.

– Vi havde ikke så lang tænketid til det. Nogle kommer langvejsfra, og så er det klart, at det kan være svært at få tingene til at hænge sammen transportmæssigt, men det spiller ikke en afgørende rolle, for alle vil gerne Vordingborg. Det skete bare på så kort tid, og vi er ikke blevet og inddraget i, hvordan det kunne se ud fremadrettet.

Vordingborg-spilleren fortæller, at spillerne har haft et ønske om at møde sponsorerne og finde en fælles løsning, men det er blevet slået hen.

– Det er vi også sindssygt kede af.

Sindssygt svært

Thomas Hebo Hansen synes, at bestyrelsens håndtering af sagen er under al kritik, og han er både sur, skuffet og uforstående.

Derudover undrer han sig over, hvordan budgettet har kunnet ændre sig så radikalt, siden klubben skrev en ny kontrakt med Jan Faber i foråret, der gjaldt til 31. december 2023.

– Vi havde et møde i starten af sommer, hvor der blev sagt, at der det næste halve år indtil vinter skulle skæres lidt, og vi skulle klemme ballerne sammen blandt andet med behandling af spillere og busture. Det skulle der skæres i, og det har vi gjort.

– Så vi har lidt fået lovning på, at det i det nye år ville se meget bedre ud. Jeg sidder lidt med følelsen af, at de gik godt vidste det i sommer. Det er ikke noget, der er sket over to uger, at det hele sejler. Vi er blevet holdt hen med forhåbning om, at det så godt ud, og det gjorde det ikke.

Det er uvist, hvad der skal ske med spillertruppen, men Thomas Hebo Hansen synes, at det er svært at være i Vordingborg uden Jan Faber og de mange frivillige, der er stoppet i klubben.

– Lige nu er der en masse tanker, som flyver rundt i hovedet på én, angående hvad man skal gøre, og hvad næste step skal være. Jeg ved, at der skal holdes et møde med bestyrelsen og sponsorer, men jeg ved ikke, om det kommer til at omhandle den situation, som vi er i. Jeg ved ikke, hvad jeg skal, da jeg er vokset op i Vordingborg, så det er også svært at tage en beslutning, om jeg ville fortsætte med at spille der. Jeg bor i København.

– Det er også svært at komme ned i klubben igen, da der er så mange frivillige, der er stoppet, og som jeg har et tæt forhold til. De er der ikke mere. For mig selv har jeg ikke taget en definitiv beslutning.

Det bliver vel også specielt uden Jan Faber og de mange frivillige?

– Jo, det er sindssygt svært. Nu har jeg et tæt forhold til Jan, og jeg har også været med fra starten af som ham, så det er svært at se sig selv være en del af noget helt andet. Det er rigtig svært lige nu, men jeg ved ikke, hvad der skal ske, siger Thomas Hebo Hansen til LigaBold.dk.

Vordingborg IF rykkede på tre år fra Serie 2 til Danmarksserien under Jan Fabers ledelse. I denne sæson har den stået på en tilværelse i Sjællandsserien, hvor klubben indtager femtepladsen i Sjællandsserien Pulje 2.