Sydbank Pokalen

Seriespiller scorede mod BIF: En drengedrøm

Tobias Christiansen – Foto – Anders Jensen

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

Brøndby Stadion (LigaBold.dk): Da stadionuret rundede 85 minutter, stod der hele 8-0 til Brøndby i pokalopgøret mod Allerød FK på Brøndby Stadion. Det ville Allerød-spiller Tobias Christiansen dog lave om på. Her fik han banket bolden ind bag Thomas Mikkelsen i Brøndby-målet til kæmpe jubel blandt Allerøds fans og spillere.

Tobias Christiansen siger til LigaBold.dk, at det var fantastisk at komme på tavlen.

– Det er kæmpestort. Det var jo en drengedrøm, der gik i opfyldelse, og det er en følelse af, at vores fantastiske tilskuere kan tage hjem med et eller andet, siger Tobias Christiansen til LigaBold.dk.

Christiansen siger, at han kommer til at lagre målet i hukommelsen i mange år endnu.

– Jeg havde snakket med nogle af mine venner om, at det kunne være meget sjovt, hvis man gik ind og scorede, uanset om det var til 1-0 i overtiden, eller om det var til 1-8. Det var selvfølgelig en kæmpe oplevelse, og noget, som jeg vil huske i mange år.

Allerød-spilleren mener, at holdet var godt med i kampens indledning, men så gik det galt.

– Så kunne man mærke, at Brøndbys fysiske form tog over, og vi måtte prøve at stille os lidt ned og lukke, og så brød de igennem, og så væltede det ind lige pludselig. Vi prøvede at holde ved, men jeg tror, at det var den fysiske form, der endte med at gøre forskellen, siger Allerød-målscoreren.

I kan vel bruge oplevelsen på Brøndby Stadion til noget?

– Det kan vi helt sikkert. Nu har vi spillet mod et af de bedste hold i Danmark, og så ved vi, hvad der skal til, så vi ikke løber rundt og føler os for gode nede i Danmarksserien. Det er hårdt arbejde, og så kan vi tage det videre med i vores egen række.

Han siger endvidere, at han står med en blandet fornemmelse efter kampen. Det var alene en glæde at trække Brøndby. Det var dog ikke så sjovt at tage 1-8, nævner Christiansen.

Allerød-spilleren letter dog på hatten over for Brøndby, der viste klassen.

– Der var mange af målene, hvor det pludseligt gik stærkt, og de vidste, hvor de skulle spille den, og de vidste lige præcis, hvordan de skulle løbe, og så sad afleveringerne der bare, så uden tvivl en klassepræstation i nogle afgørende øjeblikke. Der kunne man mærke forskellen klart, siger Tobias Christiansen til LigaBold.dk.

Nu kan Allerød koncentrere sig om tilværelsen i Danmarksserien, hvor holdet på søndag møder Union.

[TheChamp-FB-Comments language="da_DK"]