Danmarksserien Pulje 3

Serietræner får job i Færøerne: Unik chance

Michael Bjørn Nielsen – til højre – Foto – B 1909

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

Fra Danmarksserien til den bedste færøske række.

Det var ikke lige det, som 48-årige Michael Bjørn Nielsen havde regnet med, da den daværende B 1909-cheftræner og resten af mandskabet gik på vinterpause.

Ikke desto mindre skal Nielsen ud på noget af et eventyr, da han fra 1. februar bliver ny træner for Skála, der netop er rykket op i den bedste færøske række efter at have vundet den næstbedste række i den seneste sæson. Her bliver han træner på fuldtid.

Dermed vinker han farvel til den fynske Danmarksserie-klub.

Michael Bjørn Nielsen siger til LigaBold.dk, at kontakten opstod via den tidligere færøske landsholdsspiller Julian Johnsson, der anbefalede ham til klubben. Nielsen og Johnsson kender hinanden fra deres fælles fortid i Svendborg.

– Det er så nyt, at den første kontakt var den 21. december, så det er ikke noget, som jeg har haft så lang tid til at tænke over. Jeg har tidligere haft et godt samarbejde med Julian Johnsson i Svendborg-tiden. Han er fra Færøerne. Han har jo været landsholdsspiller og udlandsprofessionel, og så var der nogle, der spurgte ham til råds. Så det er faktisk der, at kontakten er opstået, at klubben kontaktede ham, og han spurgte, hvad de havde brug for, og så har han spurgt mig, om det kunne matche. Det er Julians (Julian Johnsson, red.) fortjeneste, at den her kontakt er opstået, siger Michael Bjørn Nielsen til LigaBold.dk.

Da den nu tidligere B 1909-cheftræner blev kontaktet, så skulle han lige tænke over hele logistikken. Familien var dog ikke i tvivl.

– Når man bliver kontaktet, så er der to ting i det – ens familietid og et fuldtidsjob ved siden af, og hvordan man kan organisere det. Når det så er sagt, så er der mange ting, som man skal overveje. Så har jeg en rigtig frisk kone, der sagde, at selvfølgelig skulle jeg det. Nu har mine børn set, at jeg har været fodboldtræner i mange år, og de har sukket efter, om jeg ikke kunne få lov til at blive professionel. Når man så får chancen, så skylder man også sig selv, hvis familien er med på det, at hoppe ud i det.

Ser du det her som en unik mulighed?

– Jeg synes, at det er unikt at få chancen, og når man vælger at tage chancen, så skal man selvfølgelig også bevise sig. Inden jeg fik chancen, var jeg egentlig et godt sted, hvor jeg havde et godt job, men jeg har selvfølgelig drømt om at blive professionel træner. Jeg har arbejdet ude i B 1909, hvor vi har været i gang med nogle rigtig fede ting, som også er lykkes. Jeg var midt i et fedt projekt, og det gjorde det også svært at træffe beslutningen. Samarbejdet med 09’erne og spillerne har været rigtig godt.

Stolt

Det glæder også den 48-årige træner, at han er blevet anbefalet, men det gør dog ikke, at han har mindre at bevise.

– Det er jeg utrolig glad og stolt over. Selvom jeg er blevet gammel, så kan jeg stadig godt blive stolt. Jeg har brug for, at når nogen viser mig tillid, at jeg også viser noget den anden vej. Man skal gøre sig fortjent, og det mener jeg også, at spillerne og klubben skal. Vi skal gøre os fortjent til, at folk vil komme at kigge på fodbold. Jeg er stolt og glad, men jeg har også brug for, når vi kommer i gang, at vi laver nogle gode ting sammen, siger Michael Bjørn Nielsen til LigaBold.dk, der tilføjer, at opgaven bliver at få etableret sig i den bedste række.

Ifølge den nuværende plan drager Michael Bjørn Nielsen til Færøerne 29. januar, hvorefter han starter op. Tidligere har klubben haft danske Ronni Møller-Iversen i truppen.

Michael Bjørn Nielsen, der har UEFA A-licens, har skrevet en kontrakt, der gælder for én sæson. Den færøske sæson løber normalt fra marts til slutningen af oktober.

Han har tidligere været assistent i FC Svendborg, træner for Fjordager og SSV Højfyn, og han kom til B 1909 i oktober 2020.