Danmarksserien Pulje 3

SILKEBORG KFUM-PROFIL: VI SKAL HAVE ARBEJDSHANDSKERNE PÅ

FOTO: Nicolai Johansen – Silkeborg KFUM

Her hvor der er nogle uger til turneringsstart, hvor føler du så I trænger til den største ”finpudsning”?
– Nøgleordet for os i denne opstart har været at komme i rigtig god form, og selvom det ser fint ud på nuværende tidspunkt, skal vi lægge endnu flere procenter på det formmæssige inden første turneringskamp. Derudover har vi set i de første træningskampe, at vi fortsat skal forbedre vores spil med kuglen.

Hvad er klubbens målsætning i henhold til forårssæsonen? Samt hvad mener du personligt, der skal til for at I kan opfylde denne? Hvilket personligt mål har du til forårssæsonen?
– Der er ingen tvivl om, at vi i første omgang skal fokusere på at redde endnu en sæson i Danmarksserien. Det bliver det altoverskyggende mål for foråret, og det kan kun lykkedes, hvis vi rykker tættere sammen i bussen og finder nogle af de dyder frem, som skaffede os en del point i slutningen af efteråret. Så jeg forventer, at folk er klar til at tage arbejdshandskerne på i foråret, fordi det kommer ikke af sig selv.