Københavnsserien

Skjold på tyrkisk træningslejr midt i krisen: Stressen kom hjemmefra

BK Skjold BK Skjold

Boldklubben Skjold var i forrige uge på træningslejr i Tyrkiet for at få de sidste forberedelser af vejen frem mod en forårssæson, hvor en oprykningskamp til Danmarksserien venter.

Men både inden og under træningslejren tog den verserende coronaepidemi til i fart, og det samme gjorde tiltag fra både danske og tyrkiske myndigheder, og derfor befandt 22 Skjold-folk sig pludselig i en uvis og uvant situation.

Det fortæller cheftræner Mads Hadberg til ligabold.dk.

– Som vi nærmede os, kunne vi godt se, at situationen blev vildere og vildere rundt omkring, men vi forholdt os til Udenrigsministeriets vejledninger. Der var ikke noget, da vi tog afsted, så vi havde ingen problemer, men allerede onsdag aften (11. marts) gik vejledningerne fra at melde ingen problemer, til at de ikke havde tiltro til det, indleder Skjold-træneren om oplevelsen og fortsætter:

– Det eskalerede yderligere fredag aften (13. marts), da Mette Frederiksen lavede indrejseforbud i Danmark, mens Tyrkiet så småt begyndte at røre på sig med udrejseforbud til en række lande.

– Så fredag aften ved aftensmadstid stod vi og anede ikke, om vi kunne komme ud af Tyrkiet, eller hvad der ellers skulle ske.

Siden Mette Frederiksens besked om, at Danmark ville lukke i for personer, der ikke havde et gyldigt formål begyndte pårørende til Skjold-truppen at reagere.

Faktisk var det reaktionerne fra Danmark, der skabte mest stress på Skjolds hotel, der ikke lod sig mærke synderligt af den verserende pandemi.

– Vi undersøgte, om vi kunne komme hjem, men alle billetter blev revet væk, så vi holdt fast i afgangen om søndagen, og det krævede selvfølgelig nogle holdmøder om situationen undervejs.

– Men alle stressede faktisk mest hjemmefra. Der var meget chilleren på hotellet med andre fodboldhold, der hyggede sig, og russere der sang karaoke. Men det var koner, kærester og familier, der skrev helt vildt, og det var det, der var mest pres.

Inden træningslejren havde tre Skjold-medlemmer meldt fra til turen – én på grund af karantæne, mens to småbørnsfædre ikke ville risikere noget.

– Helt andet ‘mode’ i Danmark

Søndag vendte Skjold-truppen altså atter hjem til Danmark, og det var et helt andet Danmark, der mødte dem, end de havde forladt.

– Det lykkedes os at komme hjem uden problemer, og det var først, da vi kom til Danmark, vi rigtig kunne mærke det. Det føltes som om, at folk var i et helt andet mode. De holdt afstand, og man turde jo ikke hoste. Virkeligheden ændrede sig for os, og det har vist sig at være den helt rigtige tilgang.

Mads Hadberg og co. fortsatte undervejs træningslejren med to træningspas om dagen og en enkelt kamp, så turen var ikke spildt.

– Vi prøvede at holde så meget ved i vores træninger, og så spillede vi en enkelt kamp mod et hold fra Schweiz på samme niveau som os. De spiller i den femtebedste der, og vi spillede 0-0. Vi havde bolden det meste af tiden, så det var positivt at se.

Skjold jagter i Københavnsserien Husum i foråret i kampen om den ene oprykkerplads til Danmarksserien – her er der seks point op til førerholdet.

TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK

HAR DU ET TIP OM EN GOD HISTORIE I DIN KLUB, SÅ SKRIV HJERTENS GERNE TIL LIGABOLD@BOLD.DK. VORES MÅL ER AT KOMME VIDT OMKRING I FODBOLDDANMARK, OG DET KAN DINE TIP HJÆLPE OS MED.

[TheChamp-FB-Comments language="da_DK"]