Jylland Serie 1 Pulje 11

Spiller med Hobro-fortid er ny træner i Serie 1

Frederik Hammershøj – tredje mand fra højre på midterste række – Foto – Hobro

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

Frederik Hammershøj spillede i mange år i divisionsrækkerne, hvor han blev noteret for hele 174 kampe for Hobro IK, inden han forlod den jyske klub i 2014.

Nu har den 33-årige midtbanespiller kastet sig over trænergerningen. Hammershøj siger til LigaBold.dk, at han kommer til at være træner i Serie 1-klubben FAML, Århus. Klubben kommer til at have to cheftrænere, da Lasse Bak Nielsen også kommer at være træner i Aarhus-klubben.

Hammershøj kan dog risikere at skulle trække i fodboldstøvlerne selv, hvis holdet mangler en mand.

– Mig og min gode kammerat Lasse Bak Nielsen skal indgå i trænerteamet, så vi skal begge to være trænere på lige fod. Så kan det godt være, at vi trækker i fodboldstøvlerne en gang imellem. Min fodboldlyst er ikke dalet, så jeg har da lyst til at spille, men jeg er bare et sted lige nu, hvor jeg skal fokusere på at være træner i stedet for at spille.

– Jeg har også døjet med en del skader her i efteråret, hvor jeg spillede, så det bliver nok kun, hvis der er mangel på spillere, eller hvad der skal være af udfordringer, siger Frederik Hammershøj til LigaBold.dk.

Vil trække på rutine

Efter at Frederik Hammershøj forlod Hobro i 2014, flyttede han til udlandet i et par år. Derefter tog midtbanespilleren hjem igen for at spille for Åbyhøj i Jyllandsserien. Her spillede han i flere år, hvorefter turen gik videre til Silkeborg KFUM, hvor han var spillende træner for Danmarksserie-holdet i et halvt år. Senest har han tørnet ud for AIA-Tranbjerg i Serie 2, som han tog til i sommeren 2020.

Hammershøj har meget erfaring og rutine fra spillerkarrieren, som han vil forsøge at give videre til Serie 1-mandskabet.

– Jeg kan trække på alt den erfaring, som jeg har inde fra banen af. Man ved, hvilke ting der fungerer inde på banen, og hvilken fornemmelse spillerne har derinde og så kan man agere ud fra det. Nu skal jeg stå på sidelinjen og danne mig det samme overblik. Det bliver super spændende, men også noget, som jeg skal vænne mig til.

– En ting er, at jeg ved, hvordan man agerer seriøst på et divisionsniveau, men jeg ved også, hvad der skal til i serierækkerne for at få noget succes. Jeg har dannet mig et godt overblik over nogle få vigtige ting, der skal til for at skabe resultater på serieniveau, og det kan jeg helt sikkert hive med som træner.

Frederik Hammershøj fornemmer, at FAML, Århus har et rigtig godt fællesskab, og det er vigtigt at holde fast i. Han vil forsøge at komme med nogle taktisk inputs, der kan optimere spillet på banen.

– Det er vigtigt at se på, hvilket hold man træner. Ud fra det indtryk, som jeg har fået af FAML, så er det et meget seriøst, men også et socialt hold. Det tager vi udgangspunkt i, og det betyder også, at der er et rigtig godt sammenhold. Hvis vi kan få sammenholdet til at udstråle på banen, så vil det være super.

– Jeg vil gerne tilføje nogle vigtige taktiske ting på banen, som kan skabe hurtige resultater både individuelt for spillerne, men også samlet. Jeg elsker at spille fodbold, og folk går også til fodbold for at røre en bold, så det skal også være underholdende for dem, men det bliver nødt til at være en blanding af noget primitivt også, hvis det er det, som kan skabe resultater.

Går efter trænerkarriere

Den tidligere Hobro-spiller vil gerne skabe sig et navn som fodboldtræner, og han håber, at det kan blive til mange gode år i fodboldverdenen som træner.

– Det her er forhåbentlig startskuddet til at starte en trænerkarriere. Det kunne være rigtig spændende. Når man har haft en pause fra fodbold, så kan man godt mærke, at det stadig har trukket i mig. Når jeg ved, at jeg er i mit efterår af min spillerkarriere, så synes jeg, at det er superdejligt, at man sagtens kan fortsætte i den verden, bare i en anden funktion. Det kunne jeg godt tænke mig, siger Frederik Hammershøj til LigaBold.dk.

FAML, Århus begynder at træne fra næste uge af, da forsamlingsloftet for udendørs idræts- og foreningsaktiviteter bliver løftet til 25 personer fra på mandag 1. marts.

FAML, Århus havde et suverænt efterår, da holdet vandt samtlige 12 kampe i Serie 2 Pulje 18 med en målscore på 39-17. Det betyder nu, at holdet skal prøve kræfter med Serie 1-fodbold.

[TheChamp-FB-Comments language="da_DK"]