Sportslig ansvarlig i Fr.holm Sydhavnen om spiller: Han kan blive en afgørende faktor for os mod Føroyar 

Bk. Frederiksholm Sydhavnen 9029

Hvad bliver succeskriteriet for jer i denne første turneringskamp/de første turneringskampe?
Vi møder Føroyar, og her er succeskriteriet en sejr og tre point. Men nemt bliver det ikke. Vi sluttede efteråret rigtig stærkt, men nøjagtig det samme var tilfældet for Føroyar, så det bliver spændende at se, hvem der kan fortsætte den gode stime ind i foråret.

Hvis du skal nævne tre faktorer, der skal gå op i en højere enhed, for at I hiver en sejr eller flere sejre. Hvad skal det så være?
God defensiv organisation, hårdt arbejde/holdpræstation og masser af bevægelse/kreativitet i egen boldbesiddelse.

Har du fidus til en bestemt spiller, der kommer til at blive afgørende, og hvorfor netop ham?
Jeg så en masse gode ting og en fremragende indstilling fra Mads Albryn i vores seneste træningskamp. Hvis han kan holde snuden i sporet og finde det samme frem igen, så er jeg ikke i tvivl om, at han kan blive en afgørende faktor for os mod Føroyar.

Tror du, at spillerne bliver ekstra tændte i kampen/kampene grundet den lange pause væk fra turneringsfodbold, og hvorfor?
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at alle spillere er meget sultne og glæder sig helt vildt til at spille om tre point. Jeg forventer at se et topmotiveret mandskab, hvor trænerteamet og spillerne har en vigtig opgave i at finde det helt rette spændings- og tændingsniveau.

Hvilke styrker har jeres modstander/jeres modstandere, og hvordan skal I undgå, at de kommer til udtryk?
Ærligt, så har jeg ikke set dem overhovedet i denne sæson, så jeg aner det ikke. Men da vi slog ØKF i en af sæsonens sidste kampe på Kløveren i efteråret, så var det en dag, hvor Føroyar samtidig havde slået Prespa, og det fejrede de med fællessang for fuld pedal til 80’er og 90’er musik i et par timer. Tonelejet var mere højt, end det var godt, men for satan de fik hygget sig, klasse. Når det er sagt, så håber jeg ikke, at de kommer til at synge på samme måde anden påskedag.

Hvor meget vil det betyde for jer at få en god start med point på kontoen for den samlede stilling?
Det er en af vores direkte modstandere i den nedre halvdel i tabellen. Samtidig er det altid vigtigt at komme godt fra start, så alene af disse to grunde er kampen meget meget vigtig for os.

Kommende kamp:
Modstander: IF Føroyar (turneringskamp)
Kampsted: Valby Idrætspark
Dato & klokkeslæt: Mandag 5. april klokken 12

TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK.

HAR DU ET TIP OM EN GOD HISTORIE I DIN KLUB, SÅ SKRIV HJERTENS GERNE TIL LIGABOLD@BOLD.DK VORES MÅL ER AT KOMME VIDT OMKRING I FODBOLDDANMARK, OG DET KAN DINE TIP HJÆLPE OS MED.

 

[TheChamp-FB-Comments language="da_DK"]