Danmarksserien Pulje 3

Stort scoop: DS-klub henter tidl. SL-profil

Izunna Uzochukwu – Foto – FC Honka

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

31-årige Izunna Uzochukwu har samlet over 200 Superliga-kampe på CV’et for FC Midtjylland og OB, men siden i januar har den tidligere Superliga-profil trænet med i Danmarksserie-klubben B 1909.

Det har den tidligere Superliga-spiller været så glad for, at han nu har valgt at spille for Odense-serieklubben i foråret, siger kommunikationschef Henrik Brandt Rasmussen til LigaBold.dk.

B 1909 er stolt over, at han har valgt at blive.

– Det er vi selvfølgelig rigtig glade for. Udover at det har højnet niveauet til træning i træningsstarten var vores håb, at han også havde lyst til at blive hos os og spille i turneringen, så det er vi rigtig glade for, siger Henrik Brandt Rasmussen til LigaBold.dk.

At få en spiller med den erfaring er vel noget af et scoop for klubben?

– Det er da sjældent, at man får en spiller med sådan et CV i en klub på vores niveau. Det er bestemt noget, som vi er glade og stolte over, at han har lyst til at være en del af.

I første omgang skal midtbanespilleren være i B 1909 indtil sommer, men klubben drømmer om et længere samarbejde.

– Nu spiller han for os i foråret, og så håber vi selvfølgelig, at han har lyst til at spille hos os i længere tid. Han er i hvert fald glad for at være hos os, og vi er glade for at have ham.

Utrolig ro

Kommunikationschefen siger, at den erfarne midtbanespiller allerede har set et solidt aftryk på holdet.

– Vi har mange unge spillere på holdet, så hans erfaring betyder rigtig meget. Man kan tydeligt se, at når han er omkring bolden, er der en ro, ikke kun når han har bolden, men også den ro, som han udstråler. Det betyder noget og forplanter sig i hele holdet, og det betyder rigtig meget for nogle af de unge spillere, der er lige under de 20 år, at der er en spiller, som de kan spejle sig i, og de kan være trygge ved.

Selvom B 1909 har fået en spiller ind fra en anden hylde, end hvad den har været vant til, så har klubben stadig samme mål.

– Det ændrer ikke noget på vores målsætning. Vores mål er stadig at overleve i rækken, men med ham på holdet øges mulighederne selvfølgelig for det. Vi var i forvejen rigtig stærkt besat på midtbanen, og der giver han os noget mere tyngde og kamp om pladserne. Det er rigtig fedt, siger Henrik Brandt Rasmussen til LigaBold.dk.

B 1909 indtager sjettepladsen i Danmarksserien Pulje 3 med 18 point efter 15 kampe.

Izunna Uzochukwu har tidligere været en del af russiske Amkar Perm, kinesiske MZ Hakka og norske Aalesund, og senest har han været på kontrakt i finske FC Honka.

Han kan skrive én nigeriansk landskamp på CV’et.