top banner
top banner
top banner
København Serie 1 Pulje 2

SULTNE SPILLERE HOS FC UDFORDRINGEN

Foto: FC Udfordringen
1
x
2

30/03

14:00

KFB

FC Udfordringen

Turneringstarten nærmer sig – hvordan føler du jeres opstart er forløbet? Samt hvordan vil du beskrive spillernes motivation og intensitet i opstarten?
– Vi har indtil videre haft en god opstart. Alle virker sultne og klar til at kæmpe for deres plads på holdet, for holdets nuværende topplacering og for klubben i det hele taget. Jeg tror ikke, jeg i mine seks år i klubben endnu har været med til en opstart i FCU, hvor der har været så meget knald på træningerne.

Er I blevet ramt af skader som følge af jeres opstartsprogram? Samt hvordan vil du beskrive jeres generelle formmæssige niveau på nuværende tidspunkt?
– Den eneste store streg i regningen er Simon Haugegaard, der for gang nummer 37 har revet sin skulder af led. Han har besluttet at få den opereret nu, så vi skal være heldige, hvis vi ser ham mere dette forår. Desværre. Derudover har vi været forskånet for alvorlige skader, men som alle andre døjer flere med de sædvanlige småskavanker, man får, når julefedtet skal løbes af. Formen er nogenlunde, som den skal være på nuværende tidspunkt.

Her hvor der er nogle uger til turneringsstart, hvor føler du så I trænger til den største ”finpudsning”?
– Vores omgang med bolden kan godt blive både bedre og hurtigere, og så kan man aldrig være i for god form.

Hvad er klubbens målsætning i henhold til forårssæsonen? Samt hvad mener du personligt, der skal til for at I kan opfylde denne? Hvilket personligt mål har du til forårssæsonen?
– Vi ligger lige nu på en af de to oprykningspladser, og vi tør godt sige højt, at det er vores mål også at gøre det, når foråret er forbi. Det kræver, at alle bliver ved med at prioritere træningen højt og komme med samme ild i øjnene, som de har gjort hidtil. Holdets mål er også mit personlige mål.

Har I så fået nye spillere til klubben, eller ved du der er nogle nye på vej og hvis ja hvad er dine forventninger til de nye spillere?
– Vi har fået et par enkelte tilføjelser til truppen, som ser rigtig spændende ud, og som bidrager til den sunde konkurrence om pladserne, vi har. Jeg forventer ikke andet af eventuelt nye spillere, end at de viser glæde over at spille fodbold og har lyst til at være en del af vores klub og fællesskab.

articles banner

Hvis du ser på jeres kampprogram til forårssæsonen, hvilken kamp glæder du dig så mest til og hvorfor ser du specielt frem til denne kamp?
– Jeg glæder mig til den første kamp mod KfB. Når man er på denne tid på året, savner man altid at spille om point. Og så glæder jeg mig til de direkte dueller med de øvrige tophold fra Græsrødderne og Jægersborg.

Hvordan vurderer du holdendes styrke generelt set i rækken, set i forhold til jer som hold?
– Det er svært at sige noget om på nuværende tidspunkt, men jeg er spændt på at se, hvor de forskellige hold står. Der sker ofte meget hen over en opstart. Tabellen er vel lige nu det bedste udtryk for styrkeforholdene, og der har vi hidtil i sæsonen været så dygtige, at vi i øjeblikket er nummer et. Men det er en tæt række, og det kan hurtigt ændre sig, hvis ikke vi er på tæerne.

Hvem tror du bliver forårets unge stjerneskud hos jer, og hvad er grunden til man skal holde ekstra øje med ham hen over foråret? Samt hvem er den ”oversete” stjerne hos jer og hvorfor er han vigtig for jer?
– Der er mange i vores trup, man skal holde ekstra øje med, hvis man er vores modstander. Men af de (forholdsvis) unge tror jeg især, at det kan bliver en fornøjelse at følge vores unge knive på kanterne Andreas Brendes, Samuel Leinum og Mathias Esberg. De ser skarpe ud, og jeg gør i hvert fald, hvad jeg kan, for at undgå at spille over for dem til træning. Magnus Wiik fylder sindssygt meget både af statur og på en fodboldbane, så han er ikke overset, men til gengæld er han enormt vigtig for vores hold. Også vigtigere, end han selv er klar over.

Hvilken spillestil forventer du I griber forårets kamp an med? Samt lægger i taktik ud fra jeres modstander, eller stoler i så meget på egen spillestil, at I altid bruger ”Plan A”?
– Altid Plan A, som er at gøre fodbold til et simpelt spil, der som udgangspunkt spilles med fødderne og langs jorden.

Hvad forventer du af det kommende forår for jer som hold og dig generelt set?
– At vi går ind til hver eneste kamp med kæmpe stor glæde og lyst til at spille fodbold.