Danmarksserien Pulje 4

SÆBY TABTE HJEMME PÅ SPAREKASSEN VENDSYSSEL ARENA

IF Skjold Sæby

Hvem mødte I, hvad blev resultatet af kampen, samt hvem scorede jeres mål?
Vi havde fornøjelsen af at møde IF Lyseng på hjemmebane. Vi tabte desværre en tæt kamp med 2-3. Jakob ”Mølby” stod for begge vores mål.

Hvad var din umiddelbare reaktion på kampen?
Der var mange tilskuere på stadion, og sammen med det flotte setup til kampen skabte de optimale rammer for at skabe en fest for os. Desværre kunne vi ikke leve op til dette, og måtte gå fra banen med et knebent nederlag til Lyseng. Vi kommer ellers planmæssigt foran 1-0 og derefter 2-1, men i 2. halvleg kom vi til at stå for lavt. Vi fik ikke stødt op på vores direkte modstandere, vi vandt ingen 2. bolde, vi og fik ikke sat de omstillinger ind, som vi gerne ville.

Hvis du skal sætte et par ord på modstanderen, hvordan vil du så beskrive dem efter mødet?
Der skal lyde en stor tak til IF Lyseng for at være med til at give vores tilskuere en flot og fair spillet fodboldkamp. Vi ville gerne have taget et enkelt point, men samtidig så skal jeg gerne være fair og sige, at Lyseng fortjente alle 3 pinde på baggrund af deres 2. halvleg. Det er umiddelbart det stærkeste hold, som vi har mødt i flere sæsoner.

Når I skal tilbage på træningsbanen i den kommende uge, hvad skal der så arbejdes med så I står skarpest til næste kamp?
Vi skal en tur til nedrykkerne fra 2. division, Kjellerup, på søndag – og jeg er sikker på, at vores trænerteam er helt skarpe på, hvordan vi skal forberede os til den kamp.