Jyllandsserien Pulje 1

VILD 1. HALVLEG MELLEM FREDERIKSHAVN OG AALBORG FREJA

FOTO: Frederikshavn fI (foto: Anette Gasberg)

Hvad blev kampens resultat og hvem scorede jeres mål?
Vi slog Aalborg Freja 5-2 på udebane, og vores mål blev sat ind af de to dobbelte målscorere, Claus Christiansen og Jeppe Birklykke, mens også anfører Michael Fjordbak kom på tavlen. Fortjent sejr efter en vild første halvleg, hvor vi var meget tidligt ude af starthullerne.

Hvilket ord føler du bedst beskriver kampen som helhed og hvorfor?
En noget speciel kamp, forstået på den måde, at der efter et kvarter stod 3-1 – og 4-1 ved pausen. Aalborg Freja har egentlig sine gode perioder i løbet af første halvleg, men det lader lidt til at deres moral daler, da de forærer os målet til 2-1. Vi spillede langt indtil en halv time før tid en god kamp offensivt, men har lidt en tendens til at give modstanderen for mange muligheder, og derudover synes jeg, at vi kom til at stå lidt for dybt imod slutningen, taget i betragtning, at vi havde en pæn margin på måltavlen. Aalborg Freja begynder imidlertid at tage skeen i den anden hånd, da vi kommer på 5-1. Det lignede umiddelbart en trodsreaktion, hvilket tjener dem til ære – trods alt.

Hvad tager I med jer videre fra opgøret?
Vi tog da resterne af den champagne vi fik med hjem, da kvalifikationen til Jyllandsserien 1 er i hus, og for vende tilbage til selve kampen, tog vi det med, at vi har rigtig mange i truppen, der kan afgøre kampene, hvilket egentlig ikke er en overraskelse, men jeg synes i den grad, at vi har mange strenge at spille på. Når det er sagt, så synes jeg stadig vi giver lidt for meget væk defensivt, og det er helt klart noget som vi skal forbedre. Det samme gør sig også gældende forhold til boldbesiddelse, hvor vi godt kan blive en anelse passive, når modstanderen er på kuglen. Det er dog alle forhold, som vi bør kunne justere til.

Hvad betyder kampens resultat for jer, når man ser på tabellen?
At vi kan koncentrere os fuldt ud om at forsøge at vinde rækken, således at vi tager tre point med i Jyllandsserien 1 på den anden side at nytår. Nu er første delmål nået, og så handler det herefter om at sikre, at vi står så stærkt som muligt til forårssæsonen. Derfor var denne sejr også ufattelig vigtig, hvilket glæden efterfølgende afspejlede. Herligt!