Københavnsserien

VI KAN VÆRE EN SMULE, UDTALER FC UDFORDRINGEN-ANFØRER

Foto: Jonas Haugegaard, FC Udfordringen

Så blev efterårssæson færdigspillet – hvilken placering og pointhøst endte det med for jer og levede den op til jeres målsætning før sæsonen?
– Vi endte midt i rækken med et lille hul ned til bunden og et lidt større hul op til den øverste halvdel. Før sæsonen havde vi nok været tilfredse med det, men som sæsonen har udviklet sig, synes jeg, vi har grund til at være en smule skuffede. Der har været en del kampe, hvor vi burde have været dygtigere til at få flere point ud af dem, end det har været tilfældet. Så det arbejder vi på til foråret.

Stemmer ovenstående placering og pointhøst overens med jeres præstationer i efteråret – hvorfor/hvorfor ikke?
– Vi har ikke været bedre, end det antal point vi har fået. Det er fakta, og det stemmer også overens med vores præstationer. Vi har præsteret for ustabilt, men har bevist over for os selv og andre, at vi er gode nok til at spille i KS. Det giver os enormt stor tro på, at vi kommer endnu stærkere ud til foråret.

Der venter Danmark 2 afgørende EM-kampe mod Gibraltar og Irland – hvordan tror du disse 2 kampe ender?
– Har vi stadig Jan Heinze og Søren Colding på backs? For så tror jeg, vi taber dem begge.

Hvem stod I overfor i seneste spillerunde og hvad blev slutresultatet?
– Vi mødte Skjold hjemme i Valby og spillede 1-1.

Hvordan vil du beskrive Jeres præstation i kampen og hvad vil du så fremhæve og hvorfor?
– Det var en god præstation, og vi burde have lukket kampen i løbet af anden halvleg. Vi har chancerne til det, men desværre udnytter vi dem ikke, og så får Skjold udlignet i de sidste minutter af kampen. Det var en flot spillet kamp i et højt tempo, som jeg synes, begge hold havde stor ære af. Og i det lys er uafgjort nok fair nok, selvom vi naturligvis var skuffede efter kampen. Jeg kunne dog se på Snappen søndag morgen, at en del af drengenes humør var steget betragteligt i løbet af lørdag nat.