Jylland Serie 2 Pulje 13

STEFAN SOLBERG TRAPPER NED I HORNBÆK

FOTO: Hornbæk

Hvis du skulle stå for kåringen af ”Efterårets-spiller”, hvem ville så løbe med kåringen og hvorfor?
Der er ret mange spillere om buddet, og det er nok meget typisk i en oprykningssæson. Ved vores afslutning fik vores målmand Søren Bebensee den pokal. Han lever en stille eksistens til tider, men han er der, når der er brug for ham.
Vores topscorer Nikolaj Erikslev skal også nævnes, og det samme skal Nicolas Bøgild. Absalon Eliasen er også en spiller, som har leveret på højt niveau gennem sæsonen. Jeg har egentlig lyst til at nævne resten af drengene også, for alle har bidraget på meget positiv vis.

Hvem var efterårets “unge-stjerneskud” hos jer og hvordan vil du beskrive ham som spiller?
Vores hold er generelt ungt, men her til efteråret har vi for alvor gjort brug af klubbens talenter. Viktor Klith, Mads Boldrup og Christian Pind har været med mere eller mindre fast, og de har virkelig højt niveau. Emil Madsen har vi ikke haft helt så meget med, men han er nok den i serie 2 med det hurtigste fodskifte, så ham har vi ikke set det sidste til på vores hold.

Hvordan har træningskulturen været i løbet af efteråret og hvordan er sammenholdet på jeres hold?
Sammenholdet er rigtig godt. For halvandet år siden rykke vi i serie 3, og der haltede sammenholdet, og det rammer humøret, som så rammer træningsindsatsen. Vi startede forfra og byggede de sociale rutiner op igen, og det har særligt de “gamle” spillere stor ære af. De sørger for, at alle tages imod på en god måde. Vores omklædningsrum er super godt. Træningsindsatsen er opdelt i to: Første halvdel af efteråret var rigtig godt. Sidste halvdel af efteråret var til gengæld rigtig skidt. Det hænger blandt andet sammen med, at vores baner stod under vand meget tidligt i efteråret.

Forventer du I får nyt blod ind i truppen og ligger der også triste afgange og venter?
Vi får nogle gutter hjem fra rejser, så de støder i hvertfald til, og det ser vi meget frem til. Om der kommer andre, ved jeg ikke. Snakken går jo, men vi må se, hvem vi står med til turneringsstart. Vores mangeårige anfører og klubikon, Stefan Solberg, trapper ned og vil ikke som en selvfølge være til rådighed for os mere. Det er et sportsligt tab, men det er så sandelig også et tab på det menneskelige og sociale plan. Ham kommer vi til at savne, men vi satser på, at vi stadig kan hive ham op af hatten i ny og næ.