Jyllandsserien Pulje 2

INDSKIFTERE SØRGEDE FOR HOBRO FIK UAFGJORT I FØRSTE KAMP

Foto: Hobro IK

I lørdags begyndte efterårets sæson med en uafgjort mod oprykkerne fra Kristrup Boldklub.

Kampen startede ud med et par forsigtige mandskaber. Kristrup havde besluttet sig for at stille sig kompakte og vente på den rette pres mulighed. Herefter lod deres plan til at være aggressiv omstillings fodbold, og så satsede de massivt på standardsituationer. Jeg synes, at det er godt set af KB, da de har forcer i begge facetter. Desuden virkede det også til, at det kneb med lungekapaciteten for de røde KB’ere i store dele af 2. halvleg, så derfor taktisk godt disponeret af dem.

Altså var Hobro IK’erne meget på bolden, og vi forvaltede som oftest bolden med omhu. Det var jeg glad for at se, for det har vi øvet og snakket om en masse gange. Vi spillede flot fladt gennem deres midtbanen op på Mathias Melgaard, der på dagen viste prøver på sin fodbold kløgtighed og teknik. Han blev ofte retvendt i mellemrummene på KB, men det blev sjældent helt farligt i den første periode af kampen. Vi fik også spille op i begge sider, og selvom det nærmest har været umuligt at skabe relationer i denne opstart mellem to nyoprykkede seniorer og to seniorer, der har været fraværende i alle 3 træningskampe, så viste begge sider et vist potentiale for fremtiden. Venstresiden bestod af Niclas Elfving og Mads Gaardsøe, mens det var Stefan Kahr og Ali Al Ali, der bestred højresiden.

Efter 18 minutter bringer Kristrup sig i front. De spiller en bold dybt i luften i deres venstreside, hvorefter Christian Gjættermann flot header bolden til rette for farlige Daniel Bording Rasmussen, der sikkert sparker bolden i kassen til 1-0 føring til hjemmeholdet. 1-0 til KB er også resultatet i pausen efter begge mandskaber har haft mindre chancer.

I pausen bringer vi Jasmin Camic i stedet for Ali Al Ali, så dermed også sæson debut til “Jas”. Vi skal dog hen til det 67. min. før vi finder udligningen. Vi har i perioden op til haft et massiv spilovertag, så det var ekstra rart at se Kasper Vernersen smadre bolden i rusen til 1-1 efter Mathias Damborg Laursen havde lagt den flot til rette.

Herefter bliver om muligt mere dominerende og tanken om en “sikker” 2-1 sejr til os strejfer mig. Om det også strejfede spillerne ved jeg ikke. Vi havde flere nærgående forsøg, men så sker det selvfølgelig, at Kristrup scorer uden af ingenting. I 82. minut vender Kasper Tolstrup rundt med bolden med hele 3 HIK spillere omkring sig, og han bringer endnu engang KB i front. Ufatteligt passivt forsvarsspil for os i denne situation og mega ærgerligt efter, at vi faktisk har spillet fint fodbold i længere perioder. Vi bringer to høje fyre på banen, den rutinerede Kristian Zinck Bach og debutanten Mathias Knügle Svendsen, der kommer fra egne u 19 rækker. I 89. min. kaster Mathias Dreyer et langt indkast ind i hovedet på “Bach”, der med sin overlegne styrke forlænger bolden til en fremadstormende “S”, der sparker bolden højt i nettaget til udligning.

Vi tror således på sejren og går efter den til sidst, hvor vi af et par omgange er tæt på men uden held. En kamp som vi var ærgerlige over ikke at vinde, men omvendt skal man altid være glad for at hive point hjem så sent i kampen, så nu er vi på pointtavlen. Vi arbejder i denne uge frem imod hjemmekampen mod Holstebro Boldklub på lørdag.

Kristrup B – Hobro IK
18. min. 1-0 Daniel Bording Rasmussen(ass. Christian Gjættermann)
67. min. 1-1 Kasper Vernersen(ass. Mathias Damborg Laursen)
82. min. 2-1 Kasper Tolstrup(ass. Martin Jensen)
89. min. 2-2 Mathias Knügle Svendsen(ass. Kristian Zinck Bach)