Jyllandsserien 1 Pulje 1

Tidligere landsholdsspiller: Prøvede ikke noget lignende i karrieren

Randers Freja (Foto: Dorthe Adelfred)

I Jyllandsserien skulle Randers Freja i den kommende weekend have indledt sæsonen, men som bekendt er forårspremieren rykket til første weekend i april.

I hvert fald umiddelbart, for meget tyder på, at sæsonen udskydes yderligere, og netop den uvished vækker størst bekymring hos den tidligere landsholdsspiller Chris Sørensen, der er cheftræner i Randers Freja.

– Vi er nødt til at holde os klar i den her situation, og det er op til den enkelte spiller at holde sig fit. Spillerne skal presse citronen selv, og det kan være svært, når der ikke er en deadline. Det er nok vores største bekymring, for vi har ingen anelse om, hvor længe vi skal blive ved at selvtræne, siger 42-årige Chris Sørensen til ligabold.dk og fortsætter om selvtræningen:

– Der er ikke meget træning over selvtræning, så selvfølgelig kommer vi til at miste noget i den her periode i forhold til boldspillet, vendinger og sådan, men kunsten må være at tabe mindre end vores konkurrenter.

– Vi skal drage fordel af at holde os mere klar end vores konkurrenter, men vi er jo kun herre over, hvad vi selv gør.

Ikke prøvet lignende i sin karriere

Chris Sørensen har en lang karriere i dansk fodbold bag sig med ophold i Vejle, OB, Randers FC og Vendsyssel bag sig. Desuden nåede han fem landskampe i en karriere, der ikke har budt på en oplevelse, der minder om den som fodboldspillere nu er i.

– Der er ikke nogen, der har oplevet noget lignende før. Jeg kan huske, at Spillerforeningen engang var i konflikt, og det er vel det nærmeste, jeg har prøvet. Men det kan ikke sammenlignes med liv og død, siger han og uddyber:

– Dengang kunne vi også godt samles med holdkammeraterne uden om trænerne. Det er noget sværere her, så det er en noget anden situation.

Opfordrer til samling i små grupper

Randers Freja-træneren opfordrer til, at hans spillere kan holde boldfølingen ved lige sammen med enkelte holdkammerater under myndighedernes anbefalinger.

– Kan man finde baner uden for mange mennesker og bolde hist og pist, så har jeg opfordret til at tage ned at opretholde boldfølelsen, og hvad man ellers kan gøre.

– Man må jo gerne være udenfor, så det følger vi. Om de går sammen en og en eller to og to, så er der ikke faresignaler i det. Vi må prøve så vidt muligt at holde hjulene kørende, og der bliver motivationsfaktoren vigtig for os.

Al fodbold er af DBU og DBU Bredde indtil nu suspenderet til og med 29. marts.

TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK

HAR DU ET TIP OM EN GOD HISTORIE I DIN KLUB, SÅ SKRIV HJERTENS GERNE TIL LIGABOLD@BOLD.DK. VORES MÅL ER AT KOMME VIDT OMKRING I FODBOLDDANMARK, OG DET KAN DINE TIP HJÆLPE OS MED.