Tidligere Lyngby-talent drømmer om MLS

Nicolas Willumsen – Foto – Hillerød Fodbold

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

20-årige Nicolas Hald Willumsen rejser til USA for at prøve collegelivet, hvor han skal læse på og spille fodbold for California State Fullerton, og han har tidligere fortalt til LigaBold.dk om at tage springet til USA. 

Den unge angriber har dog store forventninger til opholdet, og Willumsen siger til LigaBold.dk, at han drømmer om at tage skridtet til Major League Soccer på sigt.

– En af grundene til, at jeg tager til USA, er, at der åbner sig nogle helt nye døre. Nu har jeg været i det europæiske system i noget tid, og det har egentlig været fint, men nu har jeg en lyst til at prøve mig af i et nyt system. Det amerikanske system fungerer helt anderledes, men jeg håber selvfølgelig, at jeg kan spille med mig til en ‘draft-billet’ til MLS-ligaen. Det er jo drømmen. Det vil være megafedt, siger Nicolas Hald Willumsen til LigaBold.dk.

Hvad vil det betyde, hvis det lykkes for dig at spille i MLS?

– Det vil betyde enormt meget, og det vil være en drøm, der går i opfyldelse, som hvis jeg kom til en europæisk klub. Det vil være kæmpestort at spille i MLS-ligaen. Jeg drømmer stadig om at blive professionel fodboldspiller, så hvis det lykkes, vil jeg være enormt stolt og glad over, at jeg kan få den oplevelse. At spille MLS-fodbold vil være kæmpestort.

Nicolas Hald Willumsen siger, at han tager sine erfaringer fra Danmark med til USA. Han har tidligere været en del af FC Nordsjælland som helt ung. Derefter spillede han U15- og U17-fodbold i Lyngby Boldklub, inden han skiftede til FC Helsingør og fik debut i Superligaen som blot 17-årig. Senest har han spillet for Hillerød.

Skal bare score mål

Om mulighederne er bedre for at slå igennem i USA end i Danmark, det ved Willumsen ikke, men han tror, at der er nogenlunde muligheder.

– Nu er jeg jo angriber, så det bunder jo egentlig i, at jeg bare skal score mål, siger han med et smil på læben og tilføjer:

– Jeg tror, at mulighederne er fine derovre. Jeg kommer med et godt bagland. Jeg har spillet fodbold på højt niveau i hele mit liv, og de seneste år har jeg været på kontrakt og spillet deltidsprofessionel fodbold. Så jeg kommer med en meget god erfaring inden for fodboldens verden, som jeg tror, at jeg kan bidrage med, og som også kunne være til fordel for mig. Det, tror jeg 100 procent, vil kunne gavne mig.

Den unge angriber siger, at han følger lidt med i den amerikanske MLS, men Willumsen har holdt et ekstra øje med ligaen, efter at det kom på plads, at angriberen skulle til Californien.

– Man følger med som fodboldfan lidt over det hele, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke har fulgt lige så meget med i den amerikanske liga som i Premier League, men efter at det er blevet en realitet, at jeg skal til USA, så er jeg selvfølgelig begyndt at kigge lidt med, hvilke hold der er derovre, og hvordan situationen er. Det har jeg da gjort.

Har du noget favorithold?

– Jeg har ikke noget favorithold, men man kender de helt store hold som LA Galaxy. Det er et meget fedt sted og ligger også i LA (Los Angeles, red.). Det, som der er det sjove derovre, er, at der er mange af de gamle og rutinerede stjerner, som tager til USA og spiller fodbold i slutningen af deres karrierer, så det er også meget sjovt at følge med i, siger Nicolas Hald Willumsen til LigaBold.dk og tilføjer, at det kunne være sjovt at stå over for ‘én af de gamle stjerner’ i MLS.

Angriberen spillede 25 kampe for Hillerød Fodbold i 2. division i den seneste sæson, og her blev til to mål og tre assists.

[TheChamp-FB-Comments language="da_DK"]