Jylland Serie 1 Pulje 7

Tidligere RFC-spids fik kræft: En hård besked

Nicolas Bøgild – Foto – Vendsyssel

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

Januar 2020 står som en skelsættende måned i Nicolas Bøgilds liv.

Livet ændrede sig fra den ene dag til anden og satte for alvor tingene i relief, siger den tidligere Randers FC-spiller til LigaBold.dk.

– Min søde kæreste havde desværre længe sagt til mig, at jeg skulle have tjekket mit modermærke, som jeg havde på ryggen, for det, syntes hun ikke, var særligt pænt. Så havde jeg et frimodul på arbejdet, og så tænkte jeg, at jeg lige ville få det tjekket. Så kørte jeg derned og blev kørt til hudlæge, og så gik det rigtig stærkt derfra, siger 33-årige Nicolas Bøgild til LigaBold.dk.

Det kom som et lyn fra en klar himmel, at den tidligere Randers-spiller fik at vide, at han havde modermærkekræft. Han husker stadig dagen, hvor lægen fortalte ham den triste besked.

– Jeg kunne gå fra den ene dag og have et modermærke på ryggen til at få det skåret væk og komme ud på Skejby (Skejby Sygehus, red.), og så få at vide, at jeg faktisk var alvorligt syg, og det satte livet i perspektiv, og man skal sgu virkelig nyde det, mens man er her.

– Det var den største øjenåbner for mig fra den ene dag til den anden. Den var svær for mig. For jeg følte mig stadig sund og rask, men at skulle komme ud til en læge, der sagde, at jeg havde kræft og skulle igennem en operation igen, og så måtte vi se, hvad der skete på den anden side. Den (Beskeden, red.) var slem.

Er kræftfri

Bøgild havde lige lavet en aftale med serieklubben Hornbæk SF, der er beliggende i Randers, men hele 2020 kom i stedet for til at stå på intense behandlinger, der tærede på kræfterne. Alligevel hjalp han til i serieklubben, når han kunne.

– Det var modermærkekræft, der har spredt sig til mine lymfer. Jeg var igennem en behandling, der tog et år, og jeg havde nul overskud, så jeg har ikke været der særligt meget i forhold til træninger og sådan.

– Jeg har sagt til dem, at de måtte skrive eller ringe, hvis jeg kunne bruges til kampe, og der har jeg været med i det omfang, som jeg har kunnet, og det har været alle gange, på nær når jeg har været skadet.

I dag går det heldigvis godt for angriberen.

– Jeg er kræftfri, og jeg er kommet ud af behandling, men jeg går stadig til kontrol derude hver tredje måned. Jeg fik immunterapi, og det har været hårdt for mig på energikontoen. Jeg arbejdede på meget nedsat tid, og jeg havde ikke overskud til noget som helst.

Bøgild fortæller, at han har haft gode venner og en god familie omkring sig, der har hjulpet ham i den svære tid. Men det har været barskt for specielt personerne omkring Bøgild, siger han.

– Jeg er sikker på, at det har taget hårdest på min familie. Min kæreste har gået til psykolog med det her og været noget mere presset. Hun var bange for at miste mig, og der var jeg slet ikke. Jeg følte mig skidt, men det var der en grund til, og det var på grund af min behandling.

– Jeg har aldrig været bange for at skulle forlade (livet, red.). Der har jeg slet ikke været, selvom jeg fik kræft. Efterfølgende når man har set film og læst om det, så er det klart, at man har været langt ude, men lige da situationen stod på, der var mit hoved slet ikke der og heldigvis for det.

Bøgild blev rådet til at søge professionel hjælp, men han har tacklet den svære tid på sin egen måde.

– Jeg har det overraskende godt, og jeg har fået at vide, at jeg skulle søge psykolog og det ene og det andet, men mens kræften har stået op, så har jeg haft nok i det, og så har jeg ikke haft behov for at snakke med nogle om kræft, for jeg syntes, at alt i mit liv handlede om kræft i de år.

– Jeg havde faktisk ikke brug for at snakke mere om det, og efterfølgende kan det være, at der kommer noget, men det er der ikke endnu. Jeg har en god familie og nogle gode venner omkring mig, men jeg har det supergodt. Jeg synes, at hovedet er præcist, hvor det skal være, så det går rigtig godt.

Fik taget stor luns af ryggen

Den spilleden assistenttræner i Hornbæk SF siger, at klubben har støttet ham igennem hele forløbet, og han havde under sin behandling også brug for at komme ud på grønsværen for at få tankerne væk.

– Da jeg blev opereret, så fik jeg taget en stor luns af ryggen og fik taget lymferne under armene, der var der ingen fodbold, men det var midt i corona, så jeg gik ikke glip af alverden, og så er jeg med i det omfang, som jeg kan. Til træningerne var jeg helt flad. Jeg spillede kamp, og da jeg kom hjem, var jeg helt flad igen. Jeg havde brug for stadig at være lidt i live og være aktiv og være sammen med andre, så det prioriterede jeg højt i den periode.

Hvordan støttede Hornbæk SF dig?

– Spillerne samlede sammen til en gave. I forhold til klubben har der aldrig været noget. Det er jo helbredet, der kommer først, og jeg var med så meget, jeg orkede. Der har været en god tone omkring det hele vejen. Jeg har fået præcist den frihed, som jeg har haft brug for.

Selvom Nicolas Bøgild er kræftfri, så bekymrer angriberen sig ikke for meget over, om kræften kan komme tilbage. Han lever i stedet for livet.

– Selvfølgelig er man lidt mere opmærksom på at kigge på modermærker og mærke, om man har hævede lymfer. Ellers lever jeg, som jeg altid har gjort, og det har jeg besluttet mig for, for ellers ville jeg være bange og nervøs hver dag, og det ville påvirke alle omkring mig, så det skal ikke kunne mærkes på mig, siger Nicolas Bøgild til LigaBold.dk, der tilføjer, at han fik sin sidste behandling i januar 2021.

I efteråret har Nicolas Bøgild spillet seks kamp for Hornbæk SF i Serie 1.

33-årige Bøgild har udover Hornbæk SF spillet for Randers FC, Skive IK, Vendsyssel FF, Valur og Kjellerup.

Angriberen fik fire kampe i Superligaen for Randers FC.