Jylland Serie 1 Pulje 10

Tidligere VB-talent har fundet glæden i Serie 1

Sebastian Bruhn – Foto – Daniel André Stentz

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

Sebastian Bruhn var som ung en del af både Vejle Boldklub og AC Horsens, og offensivspilleren fik endda debut for Vejle i 1. division i 2017. Siden da er Bruhn trappet stille og roligt ned, og i foråret besluttede 22-årige Bruhn at vende tilbage til, hvor det hele startede i Bredballe IF. Bredballe huserer i denne sæson i Serie 1 efter oprykningen fra Serie 2, og det er en noget anden tilværelse end divisionsopgør og kampe i Danmarksserien.

Han skiftede til Bredballe fra Hedensted IF, der er at finde i Danmarksserien.

Sebastian Bruhn siger til LigaBold.dk, at han er glad for at være tilbage i barndomsklubben, men offensivspulleren har også skullet vænne sig til et nyt niveau.

– Min start har været okay. Jeg skiftede meget hurtigt. Det gik meget stærkt, og det var faktisk en uge op til sæsonstart, så jeg sad faktisk på bænken i den første kamp. Det tog også lidt til at komme ind på holdet og finde min plads, selvom det er et Serie 1-hold, fordi spillerne kendte heller ikke, hvordan de skulle spille mig op. I starten var det måske lidt sløjt, men til slut på sæsonen, da vi lå i Serie 2 i foråret, begyndte jeg at slå lidt mere igennem, da vi begyndte at lære hinanden bedre at kende. Vi endte også med at komme ud i playoff og rykke op i Serie 1, siger Sebastian Bruhn til LigaBold.dk.

Har haft brug for det

Bruhn mente ikke, at Hedensted var det rigtige match for ham. Det gik ikke hans vej, som Bruhn siger, og derfor var det nærliggende at skifte klub. Han havde mistet lidt gejsten for at spille fodbold, men der er der blevet lavet om på i Bredballe.

– Det har jeg måske haft brug for. Tilbage i februar skiftede jeg fra Kolding Boldklub til Hedensted IF. Jeg var en måneds tid i Hedensted, men jeg havde bare ikke den rigtige mavefornemmelse.

– Jeg havde ikke lyst til at tage til træning, så lysten var lidt formindsket fra min side af. Jeg overvejede også at stoppe helt, men så er jeg taget til Bredballe, min barndomsklub, som jeg startede i, da jeg var U5-spiller. Det er også det, som der har givet mig fodboldlysten tilbage igen ved at spille med folk, som jeg kender personligt.

Det tidligere Vejle-talent kunne godt mærke, at niveauet er noget anderledes i Bredballe, end han har været vant til. Klubben har fået en god start på den nye tilværelse i Serie 1, og klubben går efter en topplacering i denne sæson.

– Det er da en rar fornemmelse, og det er også grunden til, at jeg har fået fodboldglæden tilbage. Det var også her, at jeg fik fodboldglæden. Det var også i de samme rammer, men det var ikke noget, som jeg 100 procent var sikker på, at jeg ville få, men den er kommet.

Rar fornemmelse

Sebastian Bruhn er kun 22 år, og derfor er der mulighed for, at han kan komme tilbage på højere niveau. Offensivspilleren har dog ikke taget stilling til, om han ønsker at gå efter det.

– Det har jeg selvfølgelig tænkt lidt over, også især fordi jeg har haft en god sæson. Det har været meget stabilt, og nu mødte vi også Middelfart i pokalen, og der tabte vi 1-4, men jeg scorede et mål. Jeg følte egentlig godt, at jeg kunne have et overtag på de 2. divisionsspillere, og det havde jeg nok ikke forventet, at jeg kunne. Det kunne jeg godt, og det har sat tanker i gang, om jeg skal op på et højere niveau, men det har jeg ikke taget stilling til endnu. Lige nu er mine tanker på Bredballe og oprykningen, siger Sebastian Bruhn til LigaBold.dk.

Sebastian Bruhn tilføjer, at Hedensted faktisk forsøgte at hente ham tilbage i sommer, men han takkede nej tak.

Den 22-årige offensivspiller har spillet i Vejle, AC Horsens, Hedensted ad flere omgange samt Kolding Boldklub.

[TheChamp-FB-Comments language="da_DK"]