Jylland Serie 2 Pulje 24

VB Moderklubben-anfører glæder sig til at få tidligere SL-bomber som træner og komme i gang

Andreas Hansen – Foto – VB Moderklubben

I har op til denne sæson fået ny træner til jeres Serie 2-mandskab, da den tidligere Superliga-målsluger Chris Hermansen har overtaget tøjlerne i klubben. Hvad er dine forventninger til ham som træner, og hvorfor?
Jeg håber, Chris vil komme med ny energi til truppen, og den måde vi skal spille fodbold på. Jeg har haft nogle gode snakke med ham, og han virker utrolig engageret i det nye tiltag. Jeg tror på, at han med sin erfaring kan lære os spillere en masse nye ting og få en bedre forståelse som hold og være med til at udvikle os endnu mere. Og Chris har bevist før, at han er en dygtig træner, så derfor håber jeg også, at ham og Bjørn kan være med til at løfte niveauet på holdet, så vi kommer til at blive endnu bedre rustet til en svær sæson.

Chris Hermansen har på syv halvsæsoner formået at sikre sine tidligere klubber hele fem oprykninger, hvilket er ganske imponerende. I har nu sammen med Chris Hermansen sat et nyt projekt i søen omkring at skulle spille i Danmarksserien senest i 2024. Hvad er dine forventninger til dette projekt, og hvorfor ser du det som en realistisk målsætning?
Jamen, Vejle Boldklub vil som mange andre klubber gerne begå sig i den bedst mulige række. Så, at vi har et mål om at skulle spille Danmarksserien, ser jeg som et ambitiøst og motiverende mål. Både for klubben, men også for holdet selv. Men lige nu ligger vores fokus på den kommende sæson, Chris og Bjørn er lige trådt til i en vanskelig tid, hvilket jeg synes, de har håndteret utroligt godt. Da der også er kommet nye spillere til, som skal tages godt imod, så de føler sig tilpasse, og vi på den måde kan få bygget et stærkt og godt sammenhold op. Så lige nu ligger vi alt fokus på den kommende sæson, og hvad den indebærer. Så ja, Danmarksserien er det endelige mål, men der er en masse delmål, som skal klares først, og det er dem, vi har fokus på. Og med Chris som styrmand tror jeg på, at det nok skal blive et godt projekt, hvilket også kan ses på hans tidligere bedrifter, men det kræver også en del af holdet. Vi skal være fuldt fokuseret og have den rette tilgang til tingene, for at det kan lykkes.

Ikke nok med, du tør at drømme om oprykning, du har også en personlig målsætning om, I skal gå ubesejret igennem forårssæsonen. Hvorfor tror du, det er realistisk? Samt hvem ser du som jeres største konkurrent i rækken, og hvorfor?
De fleste fodboldspillere spiller fodbold for at vinde, hvilket jeg også selv gør. Så at drømme om en oprykning er min egen personlige målsætning for sæsonen, og sådan ved jeg, at mange af mine holdkammerater også har det. Vi er her for at vinde., men også få at have det sjovt både på, men også udenfor banen. Og ja, det kunne være fedt at gå ubesejret igennem sæsonen. Men vi er i en svær pulje og skal møde nogle gode hold, så dette er ikke et mål, for alt kan ske, når bolden først triller. Med den pulje vi er i kan jeg ikke vælge et enkelt hold som vores største konkurrent. Alle holdene er gode, og vi har før set, at når det kommer til lokalopgør, som vores pulje stort set er, så vil alle gør den ekstra indsats for at vinde, og der bliver gået ekstra til den. Så lige nu fokuserer vi på os selv, og de nye spillere, som er ankommet, samt det nye trænerteam som kommer med en masse gode ting i bagagen.

Nu bliver forsamlingsforbuddet for udendørs idræt hævet til 25. Ser du personligt frem til at komme i gang med fodbolden igen, og hvordan har du formået at holde formen ved lige igennem de seneste måneder?
Jeg ser utrolig meget frem til at komme i gang. Ventetiden har været alt for lang. Så det bliver godt at komme i gang igen, stort set alle spillere på holdet inklusiv mig selv har løbet to til tre gange om ugen, samt styrketrænet i det omfang man kunne. Så vi står så stærkt, som overhovedet muligt til sæsonstart. For os er det vigtigt at starte ud med en god form, så vi hurtigt kan komme i gang med at spille bold og løfte vores niveau endnu mere.

DBU Jylland har åbnet op for muligheden for, at der kan blive spillet fodbold med færre spillere på banen (helt ned til syv mod syv). Hvad er din holdning til dette, og hvordan tror du, forårssæsonen bliver afviklet i henhold til corona?
Jeg synes, det er svært at forholde sig til, da man egentlig helst bare gerne vil i gang og spille under de normale forhold, som vi plejer. Men corona er en alvorlig ting, og vi skal selvfølgelig passe på hinanden, så selvom det er en træls situation, så respekterer jeg den beslutning, der nu er blevet taget. Med det sagt, så håber jeg, at vi får lov til at spille under så normale forhold som overhovedet muligt. Det gør bare det hele lidt federe, men det kræver først og fremmest, at man får styr på tilgangen til corona og fodbold, i forhold til hvordan det skal afvikles.

Hvis du vil vide mere om VB Moderklubbens nye cheftræner Chris Hermansen, kan du læse LigaBold.dk’s interview med ham lige her.

TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK

HAR DU ET TIP OM EN GOD HISTORIE I DIN KLUB, SÅ SKRIV HJERTENS GERNE TIL LIGABOLD@BOLD.DK VORES MÅL ER AT KOMME VIDT OMKRING I FODBOLDDANMARK, OG DET KAN DINE TIP HJÆLPE OS MED.

[TheChamp-FB-Comments language="da_DK"]