Jylland Serie 2 Pulje 24

Vejle Kammeraterne-cheftræner om rutinerede spillere: Fantastiske rollemodeller for alle vores unge spillere

Vejle Kammeraterne-holdfoto – Foto – Vejle Kammeraterne

Hvilken spiller, forventer du, bliver jeres målkonge i foråret, og hvorfor tror du på ham?
Jeg vurderer, at flere af vores spillere har potentialet til at blive holdets topscorer. I seneste oprykningssæson i Serie 3 var de 27 mål fordelt på 13 forskellige spillere og fra alle kæder. Denne tendens håber jeg, at vi kan udvikle endnu mere, da vi gerne vil være farlige fra forskellige positioner. Jeg har dog en personlig tro på, at spillere som Goddi Thorkilsen, Jakob Willatzen, Dramane Compaoré og Berat Arikan kommer til at nyde godt af vores måde at spille på. Og så har vi fået en spændende spiller i gang på 20 år, og som tidligere har spillet ungdomslandskampe for det slovakiske U17-landshold og spillet en kamp i U19 Youth League. Han dækker også de offensive pladser på banen, så han bliver også spændende at følge.

Hvem bliver forårets unge stjerneskud, og hvad er grunden til, at man skal holde ekstra øje med ham?
Der er masser af unge mennesker i Vejle Kammeraterne som har masser af potentiale, men jeg har stor tro på, at spillere som Yannick Ebel (17 år), Mads Gry (20 år), Tobias Erngaard (20 år) og Ahmed Yousef (19 år) virkelig tager et stort udviklingsskridt i den kommende sæson og bliver endnu mere markante seniorspillere. De har i hvert fald alle redskaber, som kan gøre dem til lovende spillere i Serie 2.

Hvem er den ”oversete” stjerne hos jer, og hvorfor er han vigtig for jer?
Man kan ikke kalde dem for oversete, men vi har en gruppe af spillere, som tilsammen har spillet næsten 500 kampe for Vejle Kammeraterne: Kenneth Noesgaard Henriksen, Ahmad Ziad Hussein og Ezz El-Hassan. En gruppe, som har en kæmpe betydning for hele afdelingens sammenhold, og som alle kommer og går forrest hver gang til træning. De er fantastiske rollemodeller for alle vores unge spillere. Og så vil jeg også nævne en utrolig klog fodboldspiller som Jamal Bazarga, som tidligere har været på kontrakt i VB, og som også har været indkaldt til det danske U16-landshold. En type, som har en fantastisk positionering, en god evne til at kommunikere samt et eminent blik for sine medspillere.

Hvem står på stregen hos jer, og hvad er jeres målmands største styrke?
Vi er så privilegerede i Vejle Kammeraterne, at vi p.t. har fire aktive målmænd i klubben, som kommer og passer deres træning og målmandstræning. Hakan Ôzer tidligere U19-målmand i VB. Marcus Kondrup som er kommet til fra Horsens. Branko Plancik, som har erfaring fra den bedste og næstbedste række i Slovakiet. Magnus Horsted på blot 16 år og allerede med et stort målmandstalent. Fire vidt forskellige målmænd med hver deres forcer.

Hvis klubben har fået nye spillere til, hvilke forventninger har du til dem, og hvilke kvaliteter besidder de?
Tobias Erngaard er kommet retur fra Bredballe IF. Han er en af de eneste spillere med erfaring fra Serie 2, så ham forventer jeg vil gå forrest, da han ved, hvad der kræves. Vores nye spiller fra Slovakiet kommer med et spændende CV, og ham glæder vi os til at lære bedre at kende. Når vi kommer rigtig i gang igen, har vi også fået tilsagn fra en tidligere divisionsspiller om, at han kommer og prøver til.

TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK

HAR DU ET TIP OM EN GOD HISTORIE I DIN KLUB, SÅ SKRIV HJERTENS GERNE TIL LIGABOLD@BOLD.DK VORES MÅL ER AT KOMME VIDT OMKRING I FODBOLDDANMARK, OG DET KAN DINE TIP HJÆLPE OS MED.

[TheChamp-FB-Comments language="da_DK"]