Københavnsserien

Vilde afbud væltede ind hos KS-oprykker: En glemte han skulle til England

Foto: FC Udfordringen

I sommer rykkede FC Udfordringen fra Serie 1 til Københavnsserien. Et af klubbens udtalte mål, men da først sæsonen blev sparket i gang, begyndte en kedelig tendens hos oprykkerne.

Afbuddene begyndte pludseligt at vælte ind, og til slut blev det så vildt, at man måtte kåre årets vildeste afbud.

Det fortæller FC Udfordringen-chefen Nicolaj Florin, der har svært ved at se, hvorfor afbuddene pludseligt er kommet, efter holdet er rykket i Københavnsserien.

– Vi har trænet to gange om ugen, og det har altid været rigeligt i KS. Træningsindsatsen er også upåklagelig, men jeg ved ikke, hvorfor der er blevet prioriteret så anderledes i efteråret, siger han og uddyber:

– Det har været virkelig uforstående for mig. Jeg er en ildsjæl, og jeg er i min tid kommet for sent til min egen fødselsdag, hvis der har været fodbold. Men den holdning har været svær at få implementeret i de unge gutter, vi har.

FC Udfordringen er nummer ni efter første halvsæson.

Vilde afbud blev kåret

De mange afbud har dog også dannet bund for godt humør i FC Udfordringen, hvor man til slut kårede årets vildeste afbud.

Der var rigeligt at tage af, men særligt et stak ud.

– Vores bødekasseformand lavede et rigtig sjovt indslag om at kåre det vildeste afbud, og det var svært at finde, for der var så mange mærkelige. Men der var ét, der tog prisen.

– Jeg blev ringet op torsdag aften af vedkommende, inden vi skulle spille lørdag. Han fortalte mig, han ikke kunne spille i weekenden, fordi han havde glemt, at han havde planlagt en tur til England for at se fodbold, siger han og fortæller om et andet afbud.

– En anden havde glemt, at han skulle til bryllup, så da dem, der skulle spille lørdag blev sendt ind, og de andre skulle løbe felt-felt, stillede han sig over til felt-felt.

– Jeg var overrasket, for han skulle spille, så jeg spurgte ham, hvad han lavede: Nej, men jeg skal til bryllup, sagde han, og så måtte jeg jo finde en ny spiller.

FC Udfordringen håber på at kunne forbedre tilgangen til træning og prioriteterne i foråret – hvis man ellers kommer i gang.

TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK

HAR DU ET TIP OM EN GOD HISTORIE I DIN KLUB, SÅ SKRIV HJERTENS GERNE TIL LIGABOLD@BOLD.DK. VORES MÅL ER AT KOMME VIDT OMKRING I FODBOLDDANMARK, OG DET KAN DINE TIP HJÆLPE OS MED.